Er du mere morgensur end kæresten? Så er du ikke alene. En ny undersøgelse fra Storbritannien viser nemlig, at kvinder generelt er mere gnavne om morgenen end mænd, og de bliver ved med at være morgensure i længere tid end mændene: Mens hele 24 % af mændene sagde, at de aldrig vågnede sure op, kunne kun 14 % af kvinderne sige det samme!
Men der er god grund til det. Undersøgelsen – der er lavet af det britiske Sleep Council blandt 2.105 mennesker – viser, at kvinder generelt sover dårligere end mændene. 9 % af kvinderne mente, at de sov godt om natten – 15 % af mændene sagde, at de altid sov godt om natten. En tredjedel af alle kvinderne i undersøgelsen skød skylden for deres dårlige søvn på kærestens snorken.
En anden grund til kvindernes udtalte morgensurhed kunne være, at vi har en mere stresset morgen end vore mænd. For de fleste mænd indebærer morgenrutinen nemlig bare, at de skal op og ud af døren – et projekt, der for 17 % af den mandlige befolkning klares på sølle 10 minutter – men vi kvinder bruger morgenen på at styrte rundt og ordne husarbejde. Kun 5 % af mændene havde en travl morgen, men hele 28 % kvinderne springer ud af sengen for at lave morgenmad, lave madpakke, få ungerne ud af sengen og få lagt make-uppen.
Budskabet til mændene er vist klart: Vil du undgå morgensurhed, så giv en hånd med husarbejdet og gør, hvad du kan for at undgå at snorke!
Photocredit: Sasint/pixabay.com